_MG_5850.jpg


Jannik’s møbelsnedkerskole

Der er i dag ikke mange værksteder tilbage, hvor der stadig laves rigtigt møbelsnedkerhåndværk. Mulighederne er derfor ganske få, for den der vil lære faget ordentligt og udvikle en grundig og mangesidig håndværksmæssig kunnen.

På min snedkerskole får du lov til at fordybe dig rigtigt i håndværket. Her arbejder vi med håndværktøj, så du lærer at mestre de grundlæggende teknikker. Vi arbejder i mange forskellige træsorter, da alle har deres særlige kvaliteter og egen skønhed.

Møbelsnedkeri er ikke magi, det er håndværk. En stor materialeforståelse, det rigtigt opsatte værktøj, og den rette vejledningen, - så er det bare de mange timers øvelse ved bænken :-)

Alle niveauer er velkomne, det er begejstringen for at lære håndværket som betyder noget.

Forår 2024 - undervisning og kurser


Et weekendkursus er to hele dage, 2 x 7 timer

Vi kan også lave et individuelt tilrettelagt forløb for dig, hvis du ønsker at dykke ned i noget særligt.

Jeg underviser i det meste indenfor møbelsnedkeri, så hvis der er noget du ikke finder her, så tag kontakt.

Der vil løbende blive oprettet flere kurser, - hold øje her på hjemmesiden, Instagram og Facebook.

Ring eller skriv, hvis der er noget som du vil vide mere om.

  • Materialelære - 1/2 dags kursus

    Lørdag d. 13 April

  • Sinkekursus 1 - Weekendkursus

    Lør+Søn d. 6/7 April

  • Sinkekursus 2 - Weekendkursus

    Lør+Søn d. 20/21 April

  • Høvlekursus - Weekendkursus

    Lør+Søn d. 4/5 Maj

  • Hageblad og fransk lås - Weekendkursus

    Lør+Søn d. 18/19 Maj

Materialelære

Grundlaget for godt håndværk

Sinkekurser

Kunsten at skære sinker for hånd

Høvlekursus

Opsætning og brug af høvle

Hageblad og fransk lås

Smukke og udforderende samlinger

Individuel undervisning

Planlæg dit eget undervisnings forløb

Konsulentvirksomhed

For selvstændige indenfor snedkerfaget

Trædrejning

En grundlæggende indføring

“Jannik er en fantastisk møbelsnedker af den gamle skole. Hos ham oplever jeg en dedikation til håndværket som jeg aldrig har mødt før. På en nærværende og forståelig måde formidler han sin viden om materialernes og værktøjets kvaliteter, i et både sjovt og meget lærerigt miljø. Du går derfra med et håndelag og en viden som du ikke finder andre steder.”

Cristian Street - 3. års møbelsnedkerlærling i København.

”Jannik er den bedste lærer jeg nogensinde har haft. Han har vækket min passion for håndværket”

Jonas Diegner - 3. års elev på Capellagården

“Janniks passion for materialer og håndværk er noget som virkelig smitter. Han har en evne til at afmystificere håndværket og gøre komplicerede processer tilgængelige og interessante. Og han er ikke alene et omvandrende snedkerleksikon, han tilføjer også en dybere dimension til arbejdet, som får det til at fremstå som en mulig vej til personlig udvikling.”

Gustav - 3. års elev på Capellagården

06.11.20_AT_far_0037 (3).jpg
 

Jannik-tanker om håndværk og læring

“Den bedste måde rigtigt at lære et håndværk på, er den personlige relation. Forholdet imellem lærer og elev, mester og lærling. Det har fungeret igennem tusindvis af år.

Det unge menneske tilbringer nogle år af sit liv sammen med en, som kan og som lever sit håndværk. Et disciplineret og omsorgsfuldt forhold, hvor den som mestrer håndværket, viser den som vil lære håndværket, hvordan det gøres. En præcis og praktisk indføring i materialer, værktøjer og teknikker. Jeg anviser det unge menneske en vej ved selv at gå den. Den unge iagttager, efterligner, øver sig i årevis, og det samspil imellem krop, hænder, følelse og tanke, som håndværket er, det læres efterhånden.

Forståelsen vokser således ud af praksis. Form- og materialesans vokser ud af praksis. Beherskelse, værdighed og stolthed vokser ud af praksis. Det er en udviklingsvej og en dannelsesproces for det unge menneske.”